processkrivning . 1 del Rikkes forløb

”Interkulturel pædagogik – sprog, kulturmødet og pædagogisk arbejde”

Processkrivning

Indledning

emnevalgt & målgruppe

Jeg har valgt at sætte fokus på emnet, interkulturel pædagogik – sprog, kulturmødet og pædagogisk praksis. Det er særligt det, at sætte fokus på, hvordan pædagoger møder børn/unge og forældre af anden etnisk baggrund jeg vil gå i dybden med. Samt den kulturkløft man som pædagog ofte vil havne i, i forhold til arbejdet med familier med andet oprindelsesland end Danmark.

Problemformulering

Hvordan kan vi som pædagoger se ud over den kulturkløft vi ofte bliver mødt med, i forhold til unge med anden etnisk baggrund. Hvilke konsekvenser kan det have for den unge/ familien at det er de samme forholdsregler der bliver taget i brug ved fx anbringelse uden for hjemmet som hos et dansk barn/ung.

Metode

Jeg har valgt at inddrage det mekaniske menneskesyn samt Det systemiske menneskesyn. Jeg  vil uddybe hvorfor, og hvilken betydning disse har i forhold til pædagogisk praksis med børn/unge og forældre af anden etnisk baggrund.

opgave 1.3 - et spørgsmål om menneskesyn

Opgave 1.3

 

 Hvilke erfaringer har du med de to skitserede menneskesyn?

Hvor stammer erfaringerne fra? 

Man møder ofte eksempler på det mekaniske menneskesyn i hverdagen. 

fx. Da jeg var i praktik på et bosted for voksne mennesker med autisme havde vi en borger der rev alt sit hår ud. Da Borgeren var uden verbalt sprog lå løsningen på problemet hos personalet. Jeg vil stille problemstillingen op ved hjælp af modellen fra Susanne Idun Mørch:

Det mekaniske menneskesyn:

For at løse et problem må man finde årsagen: Borgeren river sit hår ud - det gør han fordi at han har angst/ er bange.

Fokus på individet: Hvad kan borgeren gør for at vise at han har angst/ er bange inden han argere selvskadende? 

Fokus på egenskaber: Hvilke remedier kan borgeren selv bruge?

Mennesket kan sammenlignes med en maskine, opstår der fejl kan det repareres: Når borgeren føler angst/ bliver bange ( fejlen) kan det afhjælpes med selvskadende adfærd (reparationen)

Kigger man derimod på problemet med det sytemiske menneskesyn vil problemstillingen se således ud:

Det systemiske menneskesyn: 

Problemer løses ved at intervenere i sammenspil: Personalegruppen samles, og der kigges på forskellige muligheder for at afhjælpe borgeren på hans selvskadende adfærd.

Fokus på den sammenhæng et problem opstår i: Problemet lokaliseres, Når borgeren føler angst/ bliver bange opstår der selvdestruktiv adfærd.

Fokus på relationer: Hvilke situationer gør borgeren utryg? pædagogen træder til og afhjælper angsten før situationen tilspidser og bliver til selvdestruktiv adfærd.

Mennesker er en organisme, der forandre sig gennem vækst og samspil: 

Borgeren lærer at søge tryghed/ hjælp hos personalet inde hans handlinger bliver overtaget af angsten og udløses selvskadende adfærd.

Hvad kan få pædagogen til at handle ud fra det mekaniske menneskesyn, selvom vedkommende har det systemiske menneskesyn som ideal?

ovenstående eksempel forsat:

Problemet blev løst ved observationer der viste, at når borgeren have en hat/hue på opstod angsten meget sjældent. Dette resulterede i at borgeren fik en hjelm som han selv kunne tage på, når han følte at angsten meldte sig.

Borgeren har altid hjelmen på når han skal ud ad huset. Ligeledes er den altid tilgængelig for ham.

Bliver borgeren bange/ følger angst handler pædagogen ud fra det mekaniske menneske syn. Borgeren bliver bedt om at finde sin hjelm! (Hjelmen afhjælper angsten kun ved at den er på, nogle gange kræves det af borgeren at hjelmen skal lukkes, for at han bliver helt tryg

Her er der plads til at pædagogen kan handle ud fra det systemiske menneskesyn, og hjælpe borgeren med at spænde hans hjelm om nødvendigt.

I dette tilfælde vil der ofte blive handlet ud fra devisen om at borgeren skal være så selvstændig som muligt ( Det mekaniske Menneskesyn) - Skulle det være nødvendigt er det OK at handle efter det systemiske menneskesyn.   

Her er det altså for "borgerens eget bedste" at det mekaniske menneskesyn er sat i fokus - nemlig for at gøre borgeren så selvhjulpen og selvstændig som overhoved muligt - til trods for at pædagogen ofte (personligt) ville handle ud fra det systemiske menneskesyn.

Dette er et eksempel på hvordan, det mekaniske menneskesyn kontra det systematiske menneskesyn bruges. 

arbejder man som pædagog i et andet forum, muligvis med børn/unge/ældre der er mere selvhjulpen og normalt fungerende ville anskuelsen sikkert være en anden. 

 

 

opgave 1.2 lyt til konteksten

Opgave 1.2

 

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. 

Mennesker kommunikerer forskelligt, alt efter hvilket sammenhænge samtale finder sted i. Om der er professionelt eller personligt.

Fx. Tager man en typisk passager der kører i bus ville kommunikationen ofte være: Vedkommende taler knap så højt og prøver at gøre samtalen kortvarig. Er det derimod i en professionel/arbejdsrelateret samtale ville vedkommende ofte snakke i højere tonelejde, for at sætte autoriteten ind i samtalen. Den ville dog stadig, typisk, være kortvarig med mindre der er et problem som kræver at blive løst. 

Et cafébesøg- ville blandt veninder - ikke være så formelt. der ville blive grint, fnist og råbt højt. Her vil opmærksomheden ofte kun omhandle veninden og vedkommende selv. 

På et familiebesøg ville man ofte "være sig selv" - der vil kulturen tager over og en normer og værdier ville sætte standarten for hvordan kommunikation ville være blandt alle parter. Selvfølgelig ville der være forskel i tiltalen på søskende og forældre.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du?

Det er forståeligt at alle kan misforstå en situation hvis konteksten er mangelfuld eller slet ikke til stede.

typisk vil man reagere på situationen. fx. 

Jeg var til koncert med en veninde da en pige foran os finder ud af at hun har mistet sin ørering. Der er en fyr bag ved os der finder den og aflevere den tabte ørering til pige. Pigen viser sin taknemmelighed i form at et meget vådt kys. Her kigger min veninde og jeg på hinanden, sender et blik og er enige om at pigen der havde tabt øreringen virkede lidt for villig til at udele/ dele sin taknemmelighed, med hvad vi syntes, var alle og enhver. Det viser sig så at fyren der fandt øreringen var hendes kæreste og at den ikke var tabt ved koncerten - men aldrig var blevet sat i.

Havde min veninde og jeg kendt konteksten i situationen havde vi bestemt reagere anderledes.