Aktivitet 4

Min livshistorie

Mit navn er Anne, og jeg vil gerne fortælle om den oplevelse der ændrede mit liv.

Det startede i september 2010 – min kæreste og jeg havde besluttet os få at vi ville forsøge at få børn – og det lykkes. Min graviditet var rigtigt svær for mig, men jeg valgte at se det som en forberedelse på hvad der var i vente. Tiden gik og dagen kom endelig.

Kl 09.00 d. 04 Juni 2011 – jeg var selv hjemme da jeg fik det første tegn på, at nu var tiden kommet til at vores prinsesse endelig kom ud til os. Min kæreste Kim, er bil fanatiker og var taget ned på et værksted for at lave vores bil. Jeg ringede til ham, for at informere ham om at nu var vandet gået – ingen panik – jeg havde snakket med sygehuset og vi skulle senest være der kl 15. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse, men det var lidt svært da Kim havde sagt at han havde skilt hele bilen ad. Jeg gjorde mit bedste for at finde en løsning og fik snakket med vores underbo om det kunne lade sig gøre at låne hendes bil et smut til Sønderborg. Tiden gik og da klokken nærmede sig middag, besluttede vi os for at få lidt at spise. Vi havde et rigtig godt sammenhold med alle vores naboer, så vi besluttede os at fejrer denne dag ved at grille. – hvilket vi gjorde! Klokken nærmede sig 14.30, og vi kørte mod Sønderborg sygehus. Da vi kom der ned blev vi godt modtaget. 

Jeg husker hvor nervøs jeg var, og at jeg var irriteret over nervøsiteten. Egentlig glædede jeg mig jo bare til det hele var overstået – og til vi kunne møde vores datter. Jeg glædede mig allerede til vi kunne tage hjem igen, ikke som det kærestepar vi var da vi ankom, men som den familie vi skulle blive nå vi vinkede farvel til sygehuset.

Tiden gik – og det føltes som var den gået i stå. Jeg havde sat mig i hovedet forinden at alt hvad der hed smertestillende var den sidste udvej. Efter mange timer og smerte kunne jeg mærke at nu var nok nok!

Jeg fik fat i en jordemoder og fik hende fortalt på en meget pæn måde, at nu gad jeg ikke det her mere, så de måtte finde en måde hvorpå jeg blev til to – og det var nu!

Hun smilte og sagde at jeg skulle nyde tiden imellem veerne og se dem som en pause, og ikke som i ”Årh nej, nu kommer der snart en ny” – jeg bed det i mig et par timer endnu.

Kl. 22.00 – Jeg føler at jeg dør! Jeg ved selv at, nu er tiden snart inde og der flyver en masse tanker igennem mit hoved. Hvad nu hvis noget går galt? – hvad hvis hun er blå, at navlestrengen er viklet rundt om hovedet, at det faktisk ikke er en pige men en dreng. Hvad med alt det lyserød tøj vi har med. Der er intet neutralt hvis vores baby kommer ud og er en dreng! Hvad nu hvis jeg ikke elsker barnet med det samme? Er jeg så en dårlig mor, bliver jeg en dårlig mor? Er jeg overhoved klar til at blive mor?...... og så var det nu. Jeg råbte alt hvad jeg kunne på en jordemoder. ”Det er nu, det er nu!”

Der kom en helt team af mennesker i hvide kitler ind på ”min” stue, der blev tjekket, gjort klar, flyttet rundt og snakket over hovedet på mig. Jeg blev flyttet fra den ene seng til den anden.

”Jeg følte at jeg var i min egen verden, der var en masse mennesker der ordnede slanger, en vægt, to der stod og snakkede og en læge der sad ved computeren. – Jeg følte at jeg så det hele i slowmotion, men det eneste jeg kunne fokusere på, var at samarbejde med min krop”

Kl 22 20- den første rigtige ve kom og jeg pressede, jeg mærkede hvordan det væsen inde i mig gled over mine knogler, og arbejde sig igennem for at nå målet. Jeg mærkede at hun forsvandt langsomt fra mig, men så gik det i stå!

Jordemoderen smilte og sagde, at hun var på vej – og at næste ve kunne være den sidste hvis jeg pressede alt hvad jeg kunne, - det gjorde jeg og kl. 22 41 lå jeg der, på 4 sal i stue nr 2 med vores vidunder. Vores prinsesse. Hun var hverken blå, havde fået viklet navlestrengen om halsen eller var en dreng. Hun var helt perfekt. Jeg havde holdt ud og undgået smertestillende – jeg havde gjort det kvinder gør- og efter min egen mening, så gjorde jeg det fandme godt!

Det er den bedste og mest intense oplevelse i mit liv, og uden tvivl det mest smertefulde. Men tænk engang: jeg har skabt vores familie, helt selv. Men lidt hjælp fra Kim selvfølgelig :)

 

Når jeg kigger tilbage på mit liv, så føler jeg at det her er den vigtigste begivenhed. Det er det største jeg har opnået, og det har ændret mig på så mange måder.

Jeg fortæller gerne om denne oplevelse, men jeg udelukker selvfølgelig en masse ting. En fødsel er enestående, fantastisk, vidunderlig og smertefuld – men mest af alt er det en privat sag. 

Det at føde - er det smukkeste i verden. Nok ikke når man er midt i det, men tænker man tilbage.. - så er det en smuk oplevelse. og det mest fantastiske man,  efter min mening, kan opleve kan som menneske. - Det er jo derfor vi er her...