Aktivitet 2

 

Jeg har valgt at gå i dybden omkring hvorfor det er vigtigt at arbejde med livshistorier i forhold til udviklingshæmmede. Jeg har selv i 4 år, arbejdet på et bo sted for mennesker inden for autisme spektrum forstyrrelse. Jeg opdagede i mit arbejde hvor vigtigt det er at have et indblik i hver enkelt livshistorie for at give den bedst mulige omsorg og ikke mindst for at kunne tage hensyn til den enkelte borger. På Bo stedet gjorde de meget for at få livshistorien ind i dagligdagen. Hver boger har sin egen lejlighed, og alle har på den ene eller anden måde fået små bidder af sin liv historie hængt op. Det kunne være i form af en opslagstavle hvor der kunne hænge billeder af mor & far – søskende, niecer og nevøer. Tidligere pædagoger/omsorgs plejer der har været en stor del af borgerens liv. Der kunne være postkort og tegninger osv. En masse små effekter som på den ene eller anden måde relaterer til borgerens livs historie. 

http://www.shollund.dk/

Jeg har fundet ovenstående link som henviser til hvilke metoder man kan bruge for netop at få livs historien i fokus for udviklingshæmmede. Der bliver forslået at Mindekasser til ældre velfungerende borgere kan være en god idé. Til de blinde er båndoptageren ideel – men bøger med kronologisk rækkefølge af livet og de oplevelser de har været er den mest brugte. Der udover er der nogle borgere der har en Livsbog som ikon på computeren, der er lagt billeder ind og både pædagoger og pårørende kan være med til at fortælle.

De henviser til en bog af Knud Ramiel ”Vejen til den menneskelige” samt bogen

 ”Hånden på hjertet” af Inger Thromann

Det er væsentlig at forstå at en pædagog er udannet til at arbejde med menneske og udføre skriftlige formidlinger som arbejdet indebære. En skribent vil selvfølgelig ofte sætte fokus helt og holdet på fortælleren. I det tilfælde handler det om at lytte og have mimik nok til at fortælleren føler at det der bliver fortalt er spændende. Som pædagog på en bo institution skaber man ofte et bånd af tillid til de pårørende af borgeren, og her er det ”okay” at være menneskelig og give sin medfølelse når pårørende fortælle om de glæder og sorger de har oplevet gennem tiden.

Der er tre ting som en pædagog skal besidde for at kunne arbejde med liv historie i forhold til udviklingshæmmede og pårørende:

• ·         Ydmyghed,

• ·         Lydhørhed,

• ·         Nænsomhed.

Når man som pædagog taler med de pårørende, skal man lytte og holde sin egen historie udenfor. Pædagogen skal vide noget om sorg og krise, og skal være opmærksom på at, forældrene kan være fyldt med sorg og skam, og at de måske aldrig er blevet lyttet til før.
Mange forældre er glade for at fortælle, men har også sorgen. Man skal vide hvordan man trøster og hvordan man sætter ord på følelser for mennesker som ikke har et talesprog. Pædagogen skal kunne være anerkendende, og skal kunne " spejle" den anden.
Man skal " følge " opgaven " til dørs", og tidsbegrænse den, så den bliver så vidt muligt færdig. Man kan altid bygge videre på en livs historie hvis en stor begivenhed eller tragedie skulle opstå.

Arbejder man med borgere der har en lav udviklingsalder kan man lytte til musik som borgeren nyder, og pædagogen kan tale højt om billederne, i mens de sættes ind i en Mindebog, der kan være dufte, der kan minde om historien osv.

Det er vigtigt at arbejde med livs historier fordi at alle menneske uanset handicap har ret/brug for at vide hvor man høre til og hvor man kommer fra. Vi har alle brug for at kende vores rødder og i forhold til udviklingshæmmede kan det spille en væsentlig rolle for pædagogen om hvordan man bedst muligt kan arbejde med mennesket bag ved handicappet. Jeg har et eksempel fra min tidligere arbejdsplads: 

Hver Onsdag skulle jeg køre en borger hjem til hans forældre. Jeg fik adressen og kørte af sted. Hver gang jeg drejede ind ad en bestemt vej blev borgeren udadrettet og selvskaden. Efter lang tid med observationer og læste dagsrytmer på selv dagen omkring humør, medicinering osv. Tog jeg det op på et personalemøde. Her var der en kollega der spurgte om jeg havde læst borgerens livs historie. Det havde jeg ikke, men gjorde det straks. Det vidste sig at borgeren i sin tid havde været indlagt på Ribelund, som havde været en frygtelig oplevelse der stadig hang ved. Netop den vej jeg kørte for at besøge hans forældre var den vej som han relaterede med Ribelund. Efterfølgende kørte jeg selvfølgelig en anden vej, og det gjorde at borgeren beholdte sit ellers så gode humør hele vejen fra bo stedet til hans forældre, og ”hjem” igen. Havde jeg læst hans livs historie havde jeg undgået en frustreret borger, og en endnu mere frustreret Anne. Dette er et tydeligt eksempel på hvor vigtigt det er at pædagoger kender livs historien omkring de mennesker man arbejder med.

Det er selvfølgelig en masse etiske spørgsmål omkring udarbejdelse af liv historier indenfor udviklingshæmmede. Jeg har valgt at tolke det etiske som nødvendigt i dette tilfælde.

Eksempler:

Det er fint at have med, at en borger har været indlagt på Ribelund – men det er ikke etisk/nødvendigt at vise billeder eller minde borgeren om at vedkommende har været fastspændt eller lukket inde i stå kasser osv.

Det er væsentligt at vide hvis borgerens forældre er skilt men det er ikke etisk/nødvendigt at minde borgeren om at det er han/hendes skyld.

En problemformulering som giver indblik i mennesket bag handicappet gennem liv historie kunne være:

Hvorfor er det vigtigt for pædagogen at kende livs historien bag borgeren? Hvordan kan man inddrage borger, pårørende og personale i den enkeltes livs historie. Hvordan tackler man som pædagog det, at de pårørende oplever at blive hørt for første gang.