Aktivitet 3

Jeg har valgt at planlægge et forløb vedrørende udarbejdelse af livs historier, hos voksne mennesker med pådraget hjerneskade anbragt på et rehabiliteringscenter.

Hjerneskaden kan bl.a. være pådraget af blodpropper, vold, trafikuheld, overgreb eller misbrug af enten alkohol, medikamenter eller euforiserende stoffer. Uanset hvordan hjerneskaden er pådraget – så bliver livs historien en vigtig del af det pædagogiske arbejde.

Påbegyndelse af livs historien.

Inden man begynder på at skrive en livs historie om et andet menneske er det vigtigt at tage nogle foranstaltninger.

Jeg skal først og fremmest sætte mig ind i vedkommendes situation – hvorfor er han/hun på rehabiliteringscenteret, og fortælle ham/hun at man til hver en tid kan stoppe, men at vi ellers forsætter så længe de har lyst, dog maks 4 timer. Det handler om at skabe et bånd af tillid og tryghed for bedst muligt at kunne sætte sig ind i de begivenheden han/hun fortæller mig – jeg skal være en opmærksom lytter der undgår komme med kommentarer eller relationer til mig eget liv. Jeg skal kunne tage imod de følelser der kommer frem og diskret få henvist ham/hun til det punkt i fortællingen han/hun er nået til, uden at virke utålmodig. Når vedkommende er færdig – eller afslutter sin historie med et evt. og her er jeg nu. – kan jeg spørge ind til de begivenheder som jeg gerne vil have uddybet. 

Hvis borgeren er indlagt på rehabiliteringscenteret, fordi at vedkommende et styrtet på motorcykel og derved har pådraget sig en hjerneskade kan en idé være at få snakket om fart, udstyr, motorcykler osv.

Det kan være at han/hun har brug for at se det sted han/hun kørte galt, snakke med de læger og sygeplejersker der har behandlet han/hun. Og evt hvis der har været en anden bilist inddraget i uheldet at denne skal besøges. Stedet skal genopleves for måske at få en bedre forstålighed om hvad gik galt, hvorfor gik det galt, hvem var indblandet osv. Dette kunne hjælpe på at få nogle frustrationer og tanker ud ad hovedet så borgeren har lettere ved at acceptere sig selv, som den person han/hun nu er blevet.

På denne måde vil der blive: opsøgt mennesker, vidst billeder / videoklip, besøgt steder.

Ud fra dette vil jeg i samarbejde med ham/hende udarbejde en bog og muligvis et stamtræ.

Det ville hjælpe både borgeren og pædagogen. 

Pædagogen vil få et større indblik i den enkelte, og kan sætte sig en i situationer som evt kan være svære for vedkommende. Hvilket gør at pædagoger får et indblik i hvordan den bedst mulige tilgang til netop den borger er.

Aktivitet 2

 

Jeg har valgt at gå i dybden omkring hvorfor det er vigtigt at arbejde med livshistorier i forhold til udviklingshæmmede. Jeg har selv i 4 år, arbejdet på et bo sted for mennesker inden for autisme spektrum forstyrrelse. Jeg opdagede i mit arbejde hvor vigtigt det er at have et indblik i hver enkelt livshistorie for at give den bedst mulige omsorg og ikke mindst for at kunne tage hensyn til den enkelte borger. På Bo stedet gjorde de meget for at få livshistorien ind i dagligdagen. Hver boger har sin egen lejlighed, og alle har på den ene eller anden måde fået små bidder af sin liv historie hængt op. Det kunne være i form af en opslagstavle hvor der kunne hænge billeder af mor & far – søskende, niecer og nevøer. Tidligere pædagoger/omsorgs plejer der har været en stor del af borgerens liv. Der kunne være postkort og tegninger osv. En masse små effekter som på den ene eller anden måde relaterer til borgerens livs historie. 

http://www.shollund.dk/

Jeg har fundet ovenstående link som henviser til hvilke metoder man kan bruge for netop at få livs historien i fokus for udviklingshæmmede. Der bliver forslået at Mindekasser til ældre velfungerende borgere kan være en god idé. Til de blinde er båndoptageren ideel – men bøger med kronologisk rækkefølge af livet og de oplevelser de har været er den mest brugte. Der udover er der nogle borgere der har en Livsbog som ikon på computeren, der er lagt billeder ind og både pædagoger og pårørende kan være med til at fortælle.

De henviser til en bog af Knud Ramiel ”Vejen til den menneskelige” samt bogen

 ”Hånden på hjertet” af Inger Thromann

Det er væsentlig at forstå at en pædagog er udannet til at arbejde med menneske og udføre skriftlige formidlinger som arbejdet indebære. En skribent vil selvfølgelig ofte sætte fokus helt og holdet på fortælleren. I det tilfælde handler det om at lytte og have mimik nok til at fortælleren føler at det der bliver fortalt er spændende. Som pædagog på en bo institution skaber man ofte et bånd af tillid til de pårørende af borgeren, og her er det ”okay” at være menneskelig og give sin medfølelse når pårørende fortælle om de glæder og sorger de har oplevet gennem tiden.

Der er tre ting som en pædagog skal besidde for at kunne arbejde med liv historie i forhold til udviklingshæmmede og pårørende:

• ·         Ydmyghed,

• ·         Lydhørhed,

• ·         Nænsomhed.

Når man som pædagog taler med de pårørende, skal man lytte og holde sin egen historie udenfor. Pædagogen skal vide noget om sorg og krise, og skal være opmærksom på at, forældrene kan være fyldt med sorg og skam, og at de måske aldrig er blevet lyttet til før.
Mange forældre er glade for at fortælle, men har også sorgen. Man skal vide hvordan man trøster og hvordan man sætter ord på følelser for mennesker som ikke har et talesprog. Pædagogen skal kunne være anerkendende, og skal kunne " spejle" den anden.
Man skal " følge " opgaven " til dørs", og tidsbegrænse den, så den bliver så vidt muligt færdig. Man kan altid bygge videre på en livs historie hvis en stor begivenhed eller tragedie skulle opstå.

Arbejder man med borgere der har en lav udviklingsalder kan man lytte til musik som borgeren nyder, og pædagogen kan tale højt om billederne, i mens de sættes ind i en Mindebog, der kan være dufte, der kan minde om historien osv.

Det er vigtigt at arbejde med livs historier fordi at alle menneske uanset handicap har ret/brug for at vide hvor man høre til og hvor man kommer fra. Vi har alle brug for at kende vores rødder og i forhold til udviklingshæmmede kan det spille en væsentlig rolle for pædagogen om hvordan man bedst muligt kan arbejde med mennesket bag ved handicappet. Jeg har et eksempel fra min tidligere arbejdsplads: 

Hver Onsdag skulle jeg køre en borger hjem til hans forældre. Jeg fik adressen og kørte af sted. Hver gang jeg drejede ind ad en bestemt vej blev borgeren udadrettet og selvskaden. Efter lang tid med observationer og læste dagsrytmer på selv dagen omkring humør, medicinering osv. Tog jeg det op på et personalemøde. Her var der en kollega der spurgte om jeg havde læst borgerens livs historie. Det havde jeg ikke, men gjorde det straks. Det vidste sig at borgeren i sin tid havde været indlagt på Ribelund, som havde været en frygtelig oplevelse der stadig hang ved. Netop den vej jeg kørte for at besøge hans forældre var den vej som han relaterede med Ribelund. Efterfølgende kørte jeg selvfølgelig en anden vej, og det gjorde at borgeren beholdte sit ellers så gode humør hele vejen fra bo stedet til hans forældre, og ”hjem” igen. Havde jeg læst hans livs historie havde jeg undgået en frustreret borger, og en endnu mere frustreret Anne. Dette er et tydeligt eksempel på hvor vigtigt det er at pædagoger kender livs historien omkring de mennesker man arbejder med.

Det er selvfølgelig en masse etiske spørgsmål omkring udarbejdelse af liv historier indenfor udviklingshæmmede. Jeg har valgt at tolke det etiske som nødvendigt i dette tilfælde.

Eksempler:

Det er fint at have med, at en borger har været indlagt på Ribelund – men det er ikke etisk/nødvendigt at vise billeder eller minde borgeren om at vedkommende har været fastspændt eller lukket inde i stå kasser osv.

Det er væsentligt at vide hvis borgerens forældre er skilt men det er ikke etisk/nødvendigt at minde borgeren om at det er han/hendes skyld.

En problemformulering som giver indblik i mennesket bag handicappet gennem liv historie kunne være:

Hvorfor er det vigtigt for pædagogen at kende livs historien bag borgeren? Hvordan kan man inddrage borger, pårørende og personale i den enkeltes livs historie. Hvordan tackler man som pædagog det, at de pårørende oplever at blive hørt for første gang.

 

aktivitet 1

Livshistorie, Livsfortælling - Projektarbejde 
- På opdagelse i emnet livshistorie i en pædagogisk kontekst

http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

Ovenstående link henviser til Demens teamet i Københavns kommune.

Målet med teamet er; at opfordrer personalet på de enkelte plejehjem til at finde borgernes livshistorier frem, for at kunne skabe et mere nuanceret billede af hvem personen bag sygdommen er, frem for selve sygdommen. 

”I vores daglige arbejde med borgere med demens, hører vi

ofte en halv sætning eller opfatter et kort glimt af hukommelse. Men ligesom borgeren mangler vi nogle gange resten af sammenhængen eller resten af historien, for at brudstykket giver mening. Det svare til, at man ved et puslespil på 1000 brikker kun har 7 brikker og derudfra skal gætte sig til motivet. Det vil både kræve en god portion held og en utrolig god fantasi.

Puslespilsmetafor er et billede på, hvordan livshistorien være med til at give os flere brikker at arbejde med, så vi får skabt et helt billede af det enkelte menneske med demens.”[1]

Teamet mener at livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet. 

Her har jeg stillet nogle punkter op som eksempler på hvordan man kan inddrage livshistorien i det pædagogiske arbejde.

• ·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og borgen;

• ·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med borgen, når de kender til borgerens livshistorie.

• ·       Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra borgeren og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

• ·         Livshistorie kan give borgeren et synligt bevis på identitet og styrke identitetsfølelsen, hvilket er meget vigtigt for mennesker med en demenssygdom.

En bevidst udarbejdelse og brug af livshistorier giver generelt, personalet bedre og flere muligheder for at yde den rette personcentrede omsorg, så borgerens hverdag får større mening og rummer mere livsglæde.

Det er derfor vigtigt, at mennesker med en demenssygdom så tidligt som muligt begynder at skrive sin livshistorie, da det er et vigtigt element i forbindelse med pleje og omsorgsarbejdet.

Demensteamet har udformet en skabelon, som kan bruges i arbejdet med borgerens livshistorie. Skabelonen kan ses her:

http://www.demensteamet.dk/Portals/demensteamet/dpf/LivshistorieSkabelon.pdf

I skabelonen er der alt mellem opvækst & familie – skole, udannelse & arbejde, interesser & medlemskaber og helt ned til hvilke tv serier man ønsker at se, hvilken musik genre man kan lide – om borgeren er/var havemenneske osv. Til sidst bliver dagsrytmen beskrevet.

---

[1] http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

"Traditioner i fokus" - selvvalgt emne :)

 

Emnevalg samt begrundelse

Vi har valgt at beskæftige os med børn af anden etnisk baggrund i daginstitutioner. Vi vil holde fokus på inklusion og anerkendelse. Emnet anser vi for vigtigt i social pædagogisk sammenhæng set i lyset af, at Danmark har kurs mod at blive en nation, baseret på et multikulturelt samfund. Et samfund i udvikling skabt af tilgang af mange forskellige etniske grupper, som integreres ud i alle kroge af det eksisterende samfund.  Det pædagogiske arbejde kan, ved at have fokus på en evt. kulturkløft, der kan opstå når en familie af anden etnisk baggrund bliver introduceret til det institutionelle, komme mange udfordringer i forkøbet.

Målgruppen

Vores målgruppe er 3-6årige børn med anden etnisk baggrund i institutioner.

Afgrænsning af emnet

Vi vil sætte fokus på begreberne anerkendelse og inklusion, som vi vil redegøre for teoretisk. Endvidere vil vi statuere et eksempel, som understøtter vigtigheden af netop de begreber som kan anvendelse i pædagogiske arbejde. 

Målsætning

Målsætningen er at sætte fokus på vigtigheden af de kulturmøder vi, som pædagoger, kan møde i daginstitutioner. Vi har valgt at imødekomme kulturkløften med åbenhed, og være anerkende overfor de forskelligheder der måtte ligge bag. Vi oplever, at det er vigtigt at vi, via det pædagogiske arbejde kan se og videreformidle kulturmødet som et aktiv og en berigende udfordring mellem mennesker. Det vil også komme til syne igennem opgaven, at det er op til os som pædagoger, at tage det første skridt for, at bryde den kulturkløft det kan opstå. Målet vil være at skabe en større viden om hvad vi kan gøre, via pædagogisk arbejde, og gerne lade det stå som inspiration for andre.

Beskrivelse/analyse af målgruppen

Vi har taget udgangspunkt i ovenstående målgruppe, og vil i dette afsnit lave en beskrivelse/ redegørelse for de faktorer der spiller en væsentlig rolle inden for kulturen. 

”kultur eller civilisation er i sin videste etnografiske betydning den komplekse helhed, som inkluderer viden, tro, kunst moral, lov og skik og alle andre evner og vaner, som mennesket har tillagt sig som medlem af samfundet”[1]

Et to sproget barn med anden etnisk baggrund besidder andre normer og værdier, end et barn det er født og opvokset i Danmark med danske aner. Deres tro er anderledes, og det er ofte på det punkt mange vil møde modstand. Vi, i Danmark har haft krisen omkring Muhammed tegningen – her blev profeten tegnet af Kurt Westergaard som valgte at afbillede Profeten Muhammed i flere eksempler. Profeten er blevet tegnet både som hund, gris og en mand med en bombe på hovedet i stedet for en turban. Det har skabt diskussion, oprør og kriser i hele verden. Kurt Westergaard fortæller, at han valgte, at gøre det, for at statuere eksemplet på at vi, her i Danmark, har ytringsfrihed. Her er det dog op til den enkelte hvor den moralske grænse går. Mange mener at grænsen mellem ytringsfrihed, og i dette tilfælde racisme var overtrådt. 

Dette er et godt eksempel på hvor forskellige kulturerne er. I Danmark vil vi generelt ikke tænke videre over, eller handle så globalt, som i nævnte tilfælde, hvis Jesus, Maria eller gud var afbilledet på sådan vis. Troen er for mange, med anden etnisk baggrund, ikke kun et tro – men en livsstil. De er dedikeret igennem hele deres liv til deres tro. Traditioner, skik, moral, vaner og til tider endda viden og kunst har den tese at alt bunder i troen på religionen.

Det er derfor vigtigt at møde barnet med øje for individet og det det bærer med sig, og ikke kun religionen bag.

En anden vigtig faktorer i denne målgruppe er den sprogbarriere som børn med anden etnisk baggrund kan møde.

Der er forskel på om det er et barn af første generation, eller tredje generations indvandrere i forhold til sproget. 

”modersmål er tilknyttet til den tidlige identitetsopfattelse, der styrkes i kommunikation og interaktionen med familie og nære omgivelser”

Den sproglige forståelse kan skabes igennem flere ting end blot det verbale. Der kan bruges billeder, sproglege, armbevægelser og andet visuelt til at opnå forståelse mellem barn/barn og barn/pædagog. Husk på at kun 7% af kommunikation er verbal tale.

Et mål for Institutioner, som beskæftiger sig med børn op til 5 års alderen er, at minimere den mulige sprogbarrikade der måtte være. Dette for at støtte barnet aktivt i at opnå succes i skoleforløbet, når dette bliver aktuelt. Derudover er det også vigtigt, at støtte børnene i at opbygge forståelse for hinanden og hinandens forskellighed. Det bør altid ske i accept og respekt af, at børn af anden etnisk baggrund taler sit modersprog i nærmiljøet (hjemmet mm), men støttes til at tilstræbe at tale dansk i institutionen og omgang med danske børn.. Der kan dog opfordres til, via pædagogisk praksis, at børn taler dansk både i hjemmet, såvel som i institutionerne, uden at krænke det bagland barnet, af anden etnisk baggrund har. Det er vigtigt at inddrage de kulturelle forskelle der på anden vis udspiller sig i dagligdagen. Dette kunne fx være tradition, som bringer os videre til vores aktivitetsforslag.

Aktivitetsforslag/handleforslag

Vi har valgt, at bruge traditioner som et aktivitetsforslag. Traditioner er i fokus. Vi i gruppen syntes, at det er vigtigt, at inkludere de forskellige traditioner, der måtte være, blandt børn, i en institution. Det vil skabe en naturlig form for anerkendelse og nysgerrighed skabt blandt børn. Det at skabe inklusion via forskelligheder, der er i kulturer blandt børn er en god måde at skabe et miljø hvor anerkendelse, nysgerrighed og inklusion går hånd i hånd. Dette er grundlaget for aktiviteten. Af forskellige traditioner/ højtider kan vi fremhæve: fødselsdage, jul/ chanukah, påske/ pesach, ramadan/ sabbat, nytår/ rosh hashanah, fastelavn mm.

Mål kan i en ”multi etnisk” børnehave overordnet være:

·          

• Et barn kan glæde sig lige så meget i børnehaven til f. eks jul som til Chanukah.

• Børn kan dele hinandens glæde over en given højtid, og måske være deltagende på forskellige niveau.

• Børn kan forstå og anerkende forskelligheden.

Teori 

Jytte Høj Hammer mener, at anerkendelse og inklusion sker: ” når man selv er klar over hvem man er, som menneske”. Hun mener at det er væsentligt, at være klar over sine egne styrker og svagheder. Man skal være åben, forstående og selv reflekterende. Når disse kriterier er opfyldt, er det nemmere at arbejde som et anerkendende menneske – og ud fra anerkendelse kan man nemmere inkludere hele fællesskabet. Det er vigtigt at børn i en daginstitution har plads og muligheder til, at rumme de forskellige kulturer der måtte være, og at pædagogen i talesætter og anerkender kultur som en fantastisk forskellighed vi alle har med os. 

Vi skal som personale viderebringe vigtigheden af, forståelse og den vej igennem lærer at være anerkendende overfor det anderledes. Det skabes ved at give grobund for en sund nysgerrighed og bliver til inklusion. Hun mener endvidere, at for at kunne arbejde anerkendende og inkluderende er det vigtigt at arbejdspladsen, i dette tilfælde børnehaven, har en kultur der er rummelig og imødekommende også overfor personalet, så den enkelte medarbejder tør stille sin usikkerhed og mangelfuldhed til skue og stadig bevare det at blive set og hørt i ”rummet”. 

Vi, i gruppen, mener at Jytte Høj Hammers teori er passende i dette tilfælde. Hun sætter fokuset på pædagogens arbejde, men også mennesket bag pædagogen. Hun påpeger i hendes teori at, for at man kan være anerkendende og inkluderende i sit pædagogiske arbejde fordre det, at den enkelte som menneske besidder netop de færdigheder. Man skal være bevidst om hvem man selv er, både styrker og svagheder, for at kunne videregive netop to så væsentlige begreber. Det er vigtigt at pædagogen fremstår som en rollemodel, som sætter en ære i at være anerkendende og inkluderende.

Konklusion

Vi kan ud fra vores opgave konkludere hvor vigtigt det er, at arbejde anerkendende og inkluderende i pædagogisk praksis. Det er vigtigt at man som rollemodel giver rum til det som virker anderledes, og at man, igennem det pædagogiske arbejde får skabt den nysgerrighed som ender ud i anerkendelse og inklusion.  Vi kan konkludere at pædagoger kan arbejde berigende med kulturkløften ved at holde anerkendende fokus på de forskelligheder der måtte være i daginstitutionen. Vi har igennem vores aktivitets/handleforslag forsøgt at skabe anerkendelse og inklusion omkring kulturen ved at tage fat i de forskellige traditioner.

Ud fra det, sammen med teorien fra Jytte Høj Hammer ses det i vores opgave at det ikke kun er børn der skal lære disse to begreber, men også pædagogen har skal søge disse færdigheder for at kunne arbejde pædagogisk korrekt / hensigtsmæssigt med henblik på at mindste den kulturkløft det findes.

---

[1]Edward Tylor  (Tylor 1870: I); i Hastrup, 2004, s 11