Retorik med Rikke

Her er min 5 laaaange tale - om et fantastisk spændende emne.. :)

Aktivitet 4

Min livshistorie

Mit navn er Anne, og jeg vil gerne fortælle om den oplevelse der ændrede mit liv.

Det startede i september 2010 – min kæreste og jeg havde besluttet os få at vi ville forsøge at få børn – og det lykkes. Min graviditet var rigtigt svær for mig, men jeg valgte at se det som en forberedelse på hvad der var i vente. Tiden gik og dagen kom endelig.

Kl 09.00 d. 04 Juni 2011 – jeg var selv hjemme da jeg fik det første tegn på, at nu var tiden kommet til at vores prinsesse endelig kom ud til os. Min kæreste Kim, er bil fanatiker og var taget ned på et værksted for at lave vores bil. Jeg ringede til ham, for at informere ham om at nu var vandet gået – ingen panik – jeg havde snakket med sygehuset og vi skulle senest være der kl 15. Jeg havde lovet mig selv ikke at stresse, men det var lidt svært da Kim havde sagt at han havde skilt hele bilen ad. Jeg gjorde mit bedste for at finde en løsning og fik snakket med vores underbo om det kunne lade sig gøre at låne hendes bil et smut til Sønderborg. Tiden gik og da klokken nærmede sig middag, besluttede vi os for at få lidt at spise. Vi havde et rigtig godt sammenhold med alle vores naboer, så vi besluttede os at fejrer denne dag ved at grille. – hvilket vi gjorde! Klokken nærmede sig 14.30, og vi kørte mod Sønderborg sygehus. Da vi kom der ned blev vi godt modtaget. 

Jeg husker hvor nervøs jeg var, og at jeg var irriteret over nervøsiteten. Egentlig glædede jeg mig jo bare til det hele var overstået – og til vi kunne møde vores datter. Jeg glædede mig allerede til vi kunne tage hjem igen, ikke som det kærestepar vi var da vi ankom, men som den familie vi skulle blive nå vi vinkede farvel til sygehuset.

Tiden gik – og det føltes som var den gået i stå. Jeg havde sat mig i hovedet forinden at alt hvad der hed smertestillende var den sidste udvej. Efter mange timer og smerte kunne jeg mærke at nu var nok nok!

Jeg fik fat i en jordemoder og fik hende fortalt på en meget pæn måde, at nu gad jeg ikke det her mere, så de måtte finde en måde hvorpå jeg blev til to – og det var nu!

Hun smilte og sagde at jeg skulle nyde tiden imellem veerne og se dem som en pause, og ikke som i ”Årh nej, nu kommer der snart en ny” – jeg bed det i mig et par timer endnu.

Kl. 22.00 – Jeg føler at jeg dør! Jeg ved selv at, nu er tiden snart inde og der flyver en masse tanker igennem mit hoved. Hvad nu hvis noget går galt? – hvad hvis hun er blå, at navlestrengen er viklet rundt om hovedet, at det faktisk ikke er en pige men en dreng. Hvad med alt det lyserød tøj vi har med. Der er intet neutralt hvis vores baby kommer ud og er en dreng! Hvad nu hvis jeg ikke elsker barnet med det samme? Er jeg så en dårlig mor, bliver jeg en dårlig mor? Er jeg overhoved klar til at blive mor?...... og så var det nu. Jeg råbte alt hvad jeg kunne på en jordemoder. ”Det er nu, det er nu!”

Der kom en helt team af mennesker i hvide kitler ind på ”min” stue, der blev tjekket, gjort klar, flyttet rundt og snakket over hovedet på mig. Jeg blev flyttet fra den ene seng til den anden.

”Jeg følte at jeg var i min egen verden, der var en masse mennesker der ordnede slanger, en vægt, to der stod og snakkede og en læge der sad ved computeren. – Jeg følte at jeg så det hele i slowmotion, men det eneste jeg kunne fokusere på, var at samarbejde med min krop”

Kl 22 20- den første rigtige ve kom og jeg pressede, jeg mærkede hvordan det væsen inde i mig gled over mine knogler, og arbejde sig igennem for at nå målet. Jeg mærkede at hun forsvandt langsomt fra mig, men så gik det i stå!

Jordemoderen smilte og sagde, at hun var på vej – og at næste ve kunne være den sidste hvis jeg pressede alt hvad jeg kunne, - det gjorde jeg og kl. 22 41 lå jeg der, på 4 sal i stue nr 2 med vores vidunder. Vores prinsesse. Hun var hverken blå, havde fået viklet navlestrengen om halsen eller var en dreng. Hun var helt perfekt. Jeg havde holdt ud og undgået smertestillende – jeg havde gjort det kvinder gør- og efter min egen mening, så gjorde jeg det fandme godt!

Det er den bedste og mest intense oplevelse i mit liv, og uden tvivl det mest smertefulde. Men tænk engang: jeg har skabt vores familie, helt selv. Men lidt hjælp fra Kim selvfølgelig :)

 

Når jeg kigger tilbage på mit liv, så føler jeg at det her er den vigtigste begivenhed. Det er det største jeg har opnået, og det har ændret mig på så mange måder.

Jeg fortæller gerne om denne oplevelse, men jeg udelukker selvfølgelig en masse ting. En fødsel er enestående, fantastisk, vidunderlig og smertefuld – men mest af alt er det en privat sag. 

Det at føde - er det smukkeste i verden. Nok ikke når man er midt i det, men tænker man tilbage.. - så er det en smuk oplevelse. og det mest fantastiske man,  efter min mening, kan opleve kan som menneske. - Det er jo derfor vi er her...

Aktivitet 3

Jeg har valgt at planlægge et forløb vedrørende udarbejdelse af livs historier, hos voksne mennesker med pådraget hjerneskade anbragt på et rehabiliteringscenter.

Hjerneskaden kan bl.a. være pådraget af blodpropper, vold, trafikuheld, overgreb eller misbrug af enten alkohol, medikamenter eller euforiserende stoffer. Uanset hvordan hjerneskaden er pådraget – så bliver livs historien en vigtig del af det pædagogiske arbejde.

Påbegyndelse af livs historien.

Inden man begynder på at skrive en livs historie om et andet menneske er det vigtigt at tage nogle foranstaltninger.

Jeg skal først og fremmest sætte mig ind i vedkommendes situation – hvorfor er han/hun på rehabiliteringscenteret, og fortælle ham/hun at man til hver en tid kan stoppe, men at vi ellers forsætter så længe de har lyst, dog maks 4 timer. Det handler om at skabe et bånd af tillid og tryghed for bedst muligt at kunne sætte sig ind i de begivenheden han/hun fortæller mig – jeg skal være en opmærksom lytter der undgår komme med kommentarer eller relationer til mig eget liv. Jeg skal kunne tage imod de følelser der kommer frem og diskret få henvist ham/hun til det punkt i fortællingen han/hun er nået til, uden at virke utålmodig. Når vedkommende er færdig – eller afslutter sin historie med et evt. og her er jeg nu. – kan jeg spørge ind til de begivenheder som jeg gerne vil have uddybet. 

Hvis borgeren er indlagt på rehabiliteringscenteret, fordi at vedkommende et styrtet på motorcykel og derved har pådraget sig en hjerneskade kan en idé være at få snakket om fart, udstyr, motorcykler osv.

Det kan være at han/hun har brug for at se det sted han/hun kørte galt, snakke med de læger og sygeplejersker der har behandlet han/hun. Og evt hvis der har været en anden bilist inddraget i uheldet at denne skal besøges. Stedet skal genopleves for måske at få en bedre forstålighed om hvad gik galt, hvorfor gik det galt, hvem var indblandet osv. Dette kunne hjælpe på at få nogle frustrationer og tanker ud ad hovedet så borgeren har lettere ved at acceptere sig selv, som den person han/hun nu er blevet.

På denne måde vil der blive: opsøgt mennesker, vidst billeder / videoklip, besøgt steder.

Ud fra dette vil jeg i samarbejde med ham/hende udarbejde en bog og muligvis et stamtræ.

Det ville hjælpe både borgeren og pædagogen. 

Pædagogen vil få et større indblik i den enkelte, og kan sætte sig en i situationer som evt kan være svære for vedkommende. Hvilket gør at pædagoger får et indblik i hvordan den bedst mulige tilgang til netop den borger er.

Aktivitet 2

 

Jeg har valgt at gå i dybden omkring hvorfor det er vigtigt at arbejde med livshistorier i forhold til udviklingshæmmede. Jeg har selv i 4 år, arbejdet på et bo sted for mennesker inden for autisme spektrum forstyrrelse. Jeg opdagede i mit arbejde hvor vigtigt det er at have et indblik i hver enkelt livshistorie for at give den bedst mulige omsorg og ikke mindst for at kunne tage hensyn til den enkelte borger. På Bo stedet gjorde de meget for at få livshistorien ind i dagligdagen. Hver boger har sin egen lejlighed, og alle har på den ene eller anden måde fået små bidder af sin liv historie hængt op. Det kunne være i form af en opslagstavle hvor der kunne hænge billeder af mor & far – søskende, niecer og nevøer. Tidligere pædagoger/omsorgs plejer der har været en stor del af borgerens liv. Der kunne være postkort og tegninger osv. En masse små effekter som på den ene eller anden måde relaterer til borgerens livs historie. 

http://www.shollund.dk/

Jeg har fundet ovenstående link som henviser til hvilke metoder man kan bruge for netop at få livs historien i fokus for udviklingshæmmede. Der bliver forslået at Mindekasser til ældre velfungerende borgere kan være en god idé. Til de blinde er båndoptageren ideel – men bøger med kronologisk rækkefølge af livet og de oplevelser de har været er den mest brugte. Der udover er der nogle borgere der har en Livsbog som ikon på computeren, der er lagt billeder ind og både pædagoger og pårørende kan være med til at fortælle.

De henviser til en bog af Knud Ramiel ”Vejen til den menneskelige” samt bogen

 ”Hånden på hjertet” af Inger Thromann

Det er væsentlig at forstå at en pædagog er udannet til at arbejde med menneske og udføre skriftlige formidlinger som arbejdet indebære. En skribent vil selvfølgelig ofte sætte fokus helt og holdet på fortælleren. I det tilfælde handler det om at lytte og have mimik nok til at fortælleren føler at det der bliver fortalt er spændende. Som pædagog på en bo institution skaber man ofte et bånd af tillid til de pårørende af borgeren, og her er det ”okay” at være menneskelig og give sin medfølelse når pårørende fortælle om de glæder og sorger de har oplevet gennem tiden.

Der er tre ting som en pædagog skal besidde for at kunne arbejde med liv historie i forhold til udviklingshæmmede og pårørende:

• ·         Ydmyghed,

• ·         Lydhørhed,

• ·         Nænsomhed.

Når man som pædagog taler med de pårørende, skal man lytte og holde sin egen historie udenfor. Pædagogen skal vide noget om sorg og krise, og skal være opmærksom på at, forældrene kan være fyldt med sorg og skam, og at de måske aldrig er blevet lyttet til før.
Mange forældre er glade for at fortælle, men har også sorgen. Man skal vide hvordan man trøster og hvordan man sætter ord på følelser for mennesker som ikke har et talesprog. Pædagogen skal kunne være anerkendende, og skal kunne " spejle" den anden.
Man skal " følge " opgaven " til dørs", og tidsbegrænse den, så den bliver så vidt muligt færdig. Man kan altid bygge videre på en livs historie hvis en stor begivenhed eller tragedie skulle opstå.

Arbejder man med borgere der har en lav udviklingsalder kan man lytte til musik som borgeren nyder, og pædagogen kan tale højt om billederne, i mens de sættes ind i en Mindebog, der kan være dufte, der kan minde om historien osv.

Det er vigtigt at arbejde med livs historier fordi at alle menneske uanset handicap har ret/brug for at vide hvor man høre til og hvor man kommer fra. Vi har alle brug for at kende vores rødder og i forhold til udviklingshæmmede kan det spille en væsentlig rolle for pædagogen om hvordan man bedst muligt kan arbejde med mennesket bag ved handicappet. Jeg har et eksempel fra min tidligere arbejdsplads: 

Hver Onsdag skulle jeg køre en borger hjem til hans forældre. Jeg fik adressen og kørte af sted. Hver gang jeg drejede ind ad en bestemt vej blev borgeren udadrettet og selvskaden. Efter lang tid med observationer og læste dagsrytmer på selv dagen omkring humør, medicinering osv. Tog jeg det op på et personalemøde. Her var der en kollega der spurgte om jeg havde læst borgerens livs historie. Det havde jeg ikke, men gjorde det straks. Det vidste sig at borgeren i sin tid havde været indlagt på Ribelund, som havde været en frygtelig oplevelse der stadig hang ved. Netop den vej jeg kørte for at besøge hans forældre var den vej som han relaterede med Ribelund. Efterfølgende kørte jeg selvfølgelig en anden vej, og det gjorde at borgeren beholdte sit ellers så gode humør hele vejen fra bo stedet til hans forældre, og ”hjem” igen. Havde jeg læst hans livs historie havde jeg undgået en frustreret borger, og en endnu mere frustreret Anne. Dette er et tydeligt eksempel på hvor vigtigt det er at pædagoger kender livs historien omkring de mennesker man arbejder med.

Det er selvfølgelig en masse etiske spørgsmål omkring udarbejdelse af liv historier indenfor udviklingshæmmede. Jeg har valgt at tolke det etiske som nødvendigt i dette tilfælde.

Eksempler:

Det er fint at have med, at en borger har været indlagt på Ribelund – men det er ikke etisk/nødvendigt at vise billeder eller minde borgeren om at vedkommende har været fastspændt eller lukket inde i stå kasser osv.

Det er væsentligt at vide hvis borgerens forældre er skilt men det er ikke etisk/nødvendigt at minde borgeren om at det er han/hendes skyld.

En problemformulering som giver indblik i mennesket bag handicappet gennem liv historie kunne være:

Hvorfor er det vigtigt for pædagogen at kende livs historien bag borgeren? Hvordan kan man inddrage borger, pårørende og personale i den enkeltes livs historie. Hvordan tackler man som pædagog det, at de pårørende oplever at blive hørt for første gang.

 

aktivitet 1

Livshistorie, Livsfortælling - Projektarbejde 
- På opdagelse i emnet livshistorie i en pædagogisk kontekst

http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

Ovenstående link henviser til Demens teamet i Københavns kommune.

Målet med teamet er; at opfordrer personalet på de enkelte plejehjem til at finde borgernes livshistorier frem, for at kunne skabe et mere nuanceret billede af hvem personen bag sygdommen er, frem for selve sygdommen. 

”I vores daglige arbejde med borgere med demens, hører vi

ofte en halv sætning eller opfatter et kort glimt af hukommelse. Men ligesom borgeren mangler vi nogle gange resten af sammenhængen eller resten af historien, for at brudstykket giver mening. Det svare til, at man ved et puslespil på 1000 brikker kun har 7 brikker og derudfra skal gætte sig til motivet. Det vil både kræve en god portion held og en utrolig god fantasi.

Puslespilsmetafor er et billede på, hvordan livshistorien være med til at give os flere brikker at arbejde med, så vi får skabt et helt billede af det enkelte menneske med demens.”[1]

Teamet mener at livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet. 

Her har jeg stillet nogle punkter op som eksempler på hvordan man kan inddrage livshistorien i det pædagogiske arbejde.

• ·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og borgen;

• ·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med borgen, når de kender til borgerens livshistorie.

• ·       Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra borgeren og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

• ·         Livshistorie kan give borgeren et synligt bevis på identitet og styrke identitetsfølelsen, hvilket er meget vigtigt for mennesker med en demenssygdom.

En bevidst udarbejdelse og brug af livshistorier giver generelt, personalet bedre og flere muligheder for at yde den rette personcentrede omsorg, så borgerens hverdag får større mening og rummer mere livsglæde.

Det er derfor vigtigt, at mennesker med en demenssygdom så tidligt som muligt begynder at skrive sin livshistorie, da det er et vigtigt element i forbindelse med pleje og omsorgsarbejdet.

Demensteamet har udformet en skabelon, som kan bruges i arbejdet med borgerens livshistorie. Skabelonen kan ses her:

http://www.demensteamet.dk/Portals/demensteamet/dpf/LivshistorieSkabelon.pdf

I skabelonen er der alt mellem opvækst & familie – skole, udannelse & arbejde, interesser & medlemskaber og helt ned til hvilke tv serier man ønsker at se, hvilken musik genre man kan lide – om borgeren er/var havemenneske osv. Til sidst bliver dagsrytmen beskrevet.

---

[1] http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx