Feltarbejde, DKK.
indledning
Jeg har valgt at prøve kræfter med at igangsætte en æstetisk aktivitet hos en borger der bruger alternativ supplerende kommunikation. Processen er sat ind i SMTTE modellen og nærmere beskrevet under punktet: forløb.
Sammenhæng: Borgeren
som jeg har fået mulighed at arbejde med er diagnosticeret med infantil
autisme. Han er vurderet til værende ca. 2 år i mentale tilstand. Han har intet
verbalt sprog, og alt kommunikation foregår via hjælpemidler. I hans tilfælde
er det boardmaker systemet kombineret med billeder og forskellige konkreter. Systemet
hjælper borgeren med at skabe kommunikation og gøre sig forståelig, qua det at
han kan hente en bestemt konkret/ billede eller boardmaker og det hjælper ham
til at få overblik og forudsigelighed ind i hans hverdag. Hvornår han skal hvad
– og med hvem. Det er vigtigt for borgeren at have adgang til hans dagsrytme,
og det kommer til syne i hans lejlighed. Han har boardmaker tavler på sit
badeværelse (der fortæller ham, hvad og i hvilken rækkefølge toiletbesøg, bad
og tøj skal ordnes) udover det, har han en tavle der hænger synlig i hans stue,
som beskrives selve dagsrytmen. I forbindelse med forskellige aktiviteter, så
har han ligeledes både stationære og transportable billeder til at afdække
aktivitetsforløbet.
Da borgerens mentale tilstand er på ca. 2 år, har jeg valgt
at inddrage Vygotsky, i forhold til hans teori om sprogtilegnelse via nærmeste
udviklingszone.
Borgeren er diagnosticeret indenfor autisme spektrummet, og han
har en forholdsvis høj grad af mental retardering som tidligere nævnt, hvilket for
øvrig er kendetegnet ved 70 % af mennesker diagnosticeret inden for autisme.
Han er altså udfordret indenfor alle tre punkter i Lorna
Wing`s triade : kommunikation, sociale kompetencer og helhedsopfattelse. Det har
tidlige været en gylden regel, at mennesker med autisme havde behov for
struktur for, at håndtere hverdagen, men der er en stigende tendens til (jf.
interview med fag koordinator, Tina Sørensen, Autisme center Syd), at man
arbejder med relationer. Dette sker sideløbende med struktur. Kommunikation
vægter højst i dagligdagen. Holdningen er, at alle har ret til kommunikation,
og man kan ikke, ikke kommunikere. Dette er sideløbende med anskuelsen, at al
kommunikation skabes i relationen, den platform de arbejder ud fra på
autismecenter syd, og som generelt vinder mere og mere indpas.
Tiltag: Jeg vil
med øje for Vygotskys teori, nærmeste udviklingszone, prøve at udarbejde en
aktivitet som omhandler et væsentligt punkt. Han mener at zonen
for nærmeste udvikling er forskellen på det barnet (borgeren) kan selv og det
barnet (borgeren) kan med en voksens (pædagogens) hjælp
Den del af teorien jeg vil sætte fokus på er, at Vygotsky mener, at det
kommunikative sprog styrkes gennem interaktioner med omgivelserne.
Det kommunikative sprog vil i dette tilfælde være boardmakeren, og den
følelse det giver borgeren af at blive hørt, og få medbestemmelse samt
æstetikken i at borgeren kan vælge den samme pædagog hver gang. Det at borgeren
selv har mulighed for at bestemme en del af dagsrytmen, og bestemme hvem
borgeren vil have en-til-en tid med. Ved at implementere en ny brik i borgerens
boardmaker system vil netop give ham mulighed for det. Derved styrkes borgerens
kommunikative sprog, selvværd og følelsen af selvbestemmelse og relationer.
Boardmakeren har samme størrelse som de eksisterende i hans system.
Borgeren har en ganske særlig passion for klodser, og han ejer i tusinde
vis af dem. Alle de forskellige klodser har han øjensynlig givet forskellige
værdier og personligheder. Det har været udfordrende for personalet, at klodserne
fylder så meget for borgeren og en endnu større udfordring, at de ikke kender
klodsernes værdi i borgerens system. Ved, at kunne vælge æstetiske aktiviteter
med klodserne f.eks i form af ”teater” kan borgeren opleve personalets
interesse for klodserne, og personalet kan stille indvies i klodsernes
forskellighed.
Mål: At give
borgeren mulighed for at vælge en relation med hvem han gerne vil en bestemt
aktivitet, som bringer ham glæde og følelsen af at tid og sted for en stund
forsvinder. At give borgeren en æstetisk oplevelse, som kan fremme forståelsen
via et alternativ. Han kan via det nye tiltag bede om ”en til en tid”, Han har
samtidig fået en foto mappen med billeder af alle hans relationer både familie,
medbeboere og personale. Det vil give ham muligheder for at vælge særlige
relationer, som han tydeligvis foretrækker.
Han har tidligere været ”afhængig” af det personale, som nu engang var
på vagt, og han måtte finde tydelige kommunikationsformer, som både har været
selvskadende og udadrettet i håbet om at blive hørt / forstået. Men ved at få
muligheden for at bede en særlig personale om særlig tid til en særlig aktivitet(som
kan være alt mulig) så får han fortalt om hans ønske for relationen. Der fordrer derfor at pædagogen tager et
særligt ansvar for altid at have øje for, hvilken andel hun/ ham selv har i det
der sker i relationen. Pædagogens opmærksomhed skal være rettet mod mønstre og
kommunikation som rammen, hvori menneskelige egenskaber bliver til. Mennesket
er ikke stædigt, uregerligt, aggressivt, udfordrende, træls, svært, godt,
medgørligt osv. Stædigheden (og alt det
øvrige) kommer til stede i bestemte relationer, mønstre og kommunikation.
Det vigtigste omdrejningspunkt i pædagogisk arbejde er
relationen imellem pædagog og borger. Det er i relationen virkeligheden skabes,
igennem den kommunikation, der foregår, og er mulig. Der skal som bekendt to til tango. Man kan
ikke skabe dansen selv – det er i samspillet med partneren, man kan udfolde sig
som danser.
Mennesker har præferencer og måske også særlige egenskaber,
men det er i relationerne vi har mulighed for udfolde og få anerkendt de
forskellige sider af os selv. Jeg kan kun være et godt menneske, hvis mine
handlinger modtages og anerkendes som gode i de relationer, jeg indgår i.
Derfor er de modsvar, omgivelserne giver på mine handlinger af afgørende
betydning for min selvopfattelse og identitet.
Dette forhold forstærkes i relationer, hvor den ene part er
afhængig af den anden, hvilket kendetegner alle omsorgsrelationer
Tegn på læring:
Når borgeren selv
opsøger boardmakeren og tager initiativ.
Når personalet inddrager klodserne naturligt i
kommunikation.
Når borgeren kommunikativt vælger til og fra.
Når relationerne bliver bærende og kan styrkes andre steder
end i den netop valgte aktivitet.
Når han fordyber sig og forsvinder ind i tid og sted
Evaluering:
Jeg har aftalt et evalueringsmøde i maj med personalet på
bostedet. Dagsordenen er allerede sat :
Teori kontra praksis.
Hvordan oplever
de, at det har fungeret at jeg har taget afsæt i mentalretarderingen og
borgerens intellekt på 2 år, og derved givet autismen sekundær betydning?
Hvordan fungerer det for borgeren?
Hvad har det givet personalet og borgeren at de og borgeren
nu kan have en fælles reference ramme?
Kan de bruge modellen fremadrettet?
Personligt syntes jeg det har været udfordrende og lærerigt
at koble æstetik ind i problematikken. At al kommunikation sker i relationen
har været for mig en velkendt teori, og nu er det blevet en skøn praksis.
Så bliver det ikke mere
udfordrende eller spændende når jeg står ansigt til ansigt med sådan udsagt:
”Den systemiske indfaldsvinkel har sine rødder i
forskellige former for systemteoretiske og kommunikationsteoretiske principper
og er bl.a. inspireret af antropologen og kommunikationsteoretikeren” Gregory Bateson,
http://www.apro-kom.dk/cm113/, d. 09.03.2013
Bateson så alt i verden som
kommunikation, skabelse og overførsel af information i levende systemer. Hans
centrale ide er kontekst-begrebet, der indeholder den på en gang enkle og
komplicerede ide, at intet fænomen kan forstås ud fra sig selv, men kun i
sammenhæng med sin kontekst. Vygotsky – man kan ikke, ikke kommunikerer.
Forløb
Jeg ville forsøge at omsætte disse teorier til praksis med æstetikken i fokus. Min arbejdsramme er et bosted for mennesker med autisme. Jeg tager afsæt i en enkelt borger, som beskrevet i Smittemodellen. Inden jeg træffer beslutninger om hvordan, så har jeg samtaler med organisationens fag koordinator om autisme og stedets pædagogik generelt, en projektleder i forhold til stedets mange forskellige kommunikationsformer og pædagog fra den bogruppe som var aktuel i forhold til mit projekt. Jeg er ude og se hvordan borgeren bor og gennemgå de muligheder der er for at skabe relationer, kommunikation og æstetisk aktivitet på et andet niveau end tidligere. På et niveau hvor glæde og fordybelse når en for borgeren ny højde
Da jeg har set mig mæt har jeg besluttet ,at udfordringen skal være til gavn for borger såvel som personale. Jeg kan ikke revolutionere, men jeg kan måske skabe undren og det er i sig selv vejen til en lille revolution.
Næste skridt var at producere et boardmaker. Et farvelagt billede komponeret af mange forskellige enheder ( billeder) sammensat så det præcis matcher den aktuelle borger. Desuden skulle det matche hans allerede implementeret kommunikationssystem og ligeledes matche de klodser, som er så værdifulde for ham. Sluttelig skulle boardmakeren tydelig indikere en handling, som kunne kobles på et personalebillede.
Scenen sættes: Borgeren tilbydes en aktivitet hvor klodserne indgår. F.eks at fortælle historier med klodserne. Borgeren tilbydes at spørge en særlig personale, og aktiviteten vil foregå når den personale naturligt er i vagt. Aktiviteten foregår ved spisebordet og rammen er tydelig markeret ved dækkeservietter. Ligeledes er aktiviteten tidssat ved hjælp af et ægge ur. 15 min.
